EU samarbejdet er en union og et samarbejde i konstant forandring. Det bliver det nødt til at være, når det befinder sig i en verden, der gennemgår et stadig hastigere udvikling og har 28 medlemslande med næsten altid modstridende interesser. Rent praktisk har det blandt andet betydet, at man fra tid til anden, lidt populært sagt, har måttet justere spillereglerne fra EU gennem traktater. Dem har der været en del af, men fra en dansk vinkel har Maastricht-traktaten og den nyere Lissabon-traktat utvivlsomt været de mest betydningsfulde for den måde EU fungerer i dag.

Maastricht-traktaten

Maastricht-traktaten er som sagt den ældste af de to EU traktater og blev underskrevet tilbage i 1992 af 12 lande, deriblandt Danmark. Siden da er 15 andre lande kommet til, og alle har de underskrevet Maastricht-traktaten. Netop Maastricht-traktaten er nemlig enormt sigende for den Europæiske Union som vi kender den nu. Først og fremmest var det først efter Maastricht-traktaten trådte kraft i 1003, at samarbejdet overhovedet hed EU. Indtil da hed det som bekendt EF, Det Europæiske Fællesskab, og selvom det kan virke som en kosmetisk ændring, er det også endt med at betyde mere. I manges øjne var Maastricht-traktaten nemlig også både det symbolske og juridiske vendepunkt, hvor EU gik fra at være et løst fællesskab til en noget tættere og mere føderal union. Maastricht-traktaten er da også en af de mere omsiggribende EU traktater, og af alle de førnævnte grunde bør man derfor sætte sig en smule ind i Maastricht-traktaten samt nogle af de andre EU traktater.

Intet sted er denne udvikling fra fællesskab til union måske mere tydelig end i Danmark, hvor vi indledningsvist stemte nej til Maastricht traktaten. Efter en gennembehandling og endnu en borgerafstemning endte svaret nu alligevel med at være ja til traktaten, om end med de kendte 4 EU forbehold. Forsøger man således at finde de mest sigende punkter i Maastricht-traktaten, vil de næsten alle, på en eller anden måde, være berørt af de danske forbehold. Det gælder blandt andet den fælles valuta, euroen og det tættere politimæssige arbejde, der begge er dækket af hver deres danske EU forbehold.

Lissabon-traktaten

Lissabon-traktaten er en anden af de vigtige EU traktater, som det bestemt kan svar sig at sætte sig ind i. Det gør sig gældende i en dansk såvel som i en mere international kontekst. Som sagt er den en del nyere end for eksempel Maastricht-traktaten, da den først trådte i kraft i slutningen af 2009. Dermed er den også den yngste af de 8 EU traktater, der teknisk set findes.

Formelt set har Lissabon-traktaten til formål at gøre EU både mere demokratisk og effektivt, så unionen bedre og mere resolut kan tage hånd om for eksempel klimaforandringer. Dermed er Lissabon-traktaten altså også en af de EU traktater, der bygger videre på Maastricht-traktatens ønske om en ”stadig snævrere union”. Rent praktisk har Lissabon-traktaten dog ikke betydet det store for den almene dansker. Parlamentet har fået flere beføjelser mens reglerne i Rådet er blevet ændret. Hvorvidt det har betyder mere magt til den danske borger er dog stadig svært at sige. Til gengæld kan vi med sikkerhed sige, at de mange EU traktater har haft stor indvirkning på både dansk og europæisk lovgivning.